SEGES Vejledninger

Søg i alle kategorier eller vælg en enkelt kategori i listen

    Beklager, vi kan ikke finde nogen relevante vejledninger til dig.

    Kontakt os via formularen med dine spørgsmål, så vender vil tilbage til dig med en løsning.


    Subadressering og brug af + i e-mailadresser

    Forstå brugen af subadressering og brug af + i mailadresser i AgroID

    Hvad er subadressering?

    Subadressering – også kaldet plus addressing – betyder, at du kan vælge at tilføje ”+noget” (et plus og noget ekstra, selvvalgt tekst) til din e‑mailadresse, når du bliver påkrævet at angive din e-mailadresse. Mails sendt til en subadresseret e-mailadresse lander stadig i din normale indbakke. Du kan altså bruge subadressering som en nem og hurtig måde at generere, flere unikke e-mailadresser uden at du behøves at oprette en ny e-mailkonto. 

    Eksempel:

    • Din normale adresse: hansen@outlook.dk
    • Subadresse: hansen+eksempel@outlook.dk

    Når nogen sender en mail til hansen+eksempel@outlook.dk, modtager du mailen helt normalt i din hansen@outlook.dk indbakke.

    Hvorfor bruge subadressering?

    Subadressering er især nyttigt til:

    • Organisering: Brug forskellige +adresser til nyhedsbreve, kvitteringer, arbejde osv. Eksempel: hansen+nyhedsbreve@outlook.dk
    • Sporing af datalæk: Hvis du bruger en unik subadresseret e-mailadresse f.eks. til at købe en vare i en webshop, og du senere oplever at modtage spam til netop denne adresse, så ved du at den pågældende webshop ikke har været gode nok til at passe på dine personoplysninger.
    • Regler i indbakken: Du kan lave regler som: “Hvis mailen er sendt til hansen+faktura@…, så flyt den til mappen Fakturaer.”
    • Ingen ekstra opsætning: Du behøver ikke oprette aliaser eller nye konti.

    Bemærk: Det er ikke alle e-mailudbydere der understøtter subadressering - læs mere nederst på denne side.

    Sådan bruges subadressering trin for trin:

    1.  Vælg et navn (et såkaldt tag): Det kan være hvad som helst uden mellemrum: +familie, +arbejde, +konkurrencer, +booking osv.
    2.  Brug adressen når du tilmelder dig noget: Eksempel ved køb på en webshop: hansen+shopensnavn@outlook.dk
    3.  Se navnet (tagget) i indbakken: Når du modtager mailen, står hele adressen i Til:‑feltet.
    4.  Lav evt. regler til organisering (valgfrit): I Outlook, Gmail og andre klienter kan du lave regler baseret på modtageradressen.

    AgroID og subadressering

    Måske undrer du dig over, hvad alt dette har med dit AgroID at gøre? Forklaringen kommer her:

    AgroID er ét fælles login‑system, som giver adgang til en lang række digitale landbrugs‑ og virksomhedsservices. 

    Tidligere var AgroID lavet således, at man som bruger skulle logge på med et valgfrit, unikt brugernavn, der bestod af bogstaver og/eller tal - man kunne ikke benytte en e-mailadresse som brugernavn. Dette er blevet lavet om, så man i stedet for det unikke brugernavn nu også kan logge på med den e-mailadresse, der er tilknyttet ens konto. Det er derfor ikke længere muligt at genbruge den samme e-mailadresse til flere forskellige AgroID konti, da vi i så fald ikke ville kunne skelne imellem hvilken konto det er du prøver at tilgå. Hvis du har behov for at tilknytte flere forskellige AgroID konti til én e-mailadresse, så er subadressering altså en mulighed for at løse det problem. 

    Nogle brugere kan have behov for flere AgroID'er, f.eks. hvis man:

    • har flere CVR-numre
    • arbejder i flere systemer/programmer, der kræver hver sin konto

    Hvad betyder det for mig som bruger?

    Når du logger på AgroID kan du på din profilside se, hvilken e-mailadresse der er registreret på den konto du logger på med. 

    Hvis der i denne adresse er et + så betyder det, at vi har været nødt til at lave en subadressering til din e-mailadresse fordi du har haft mere end ét AgroID tilknyttet den samme e-mailadresse. Hvis det er korrekt, at du har flere konti og du har behov for dette også fremadrettet, så behøver du ikke foretage dig yderligere - du kan dog vælge at tilpasse din subadressering så den bedre matcher dit specifikke behov, jf. guiden øverst på denne side. 

    Hvis du mener at det er en fejl, at du har flere konti, bør du anmode om at få dine konti lagt sammen til ét AgroID. Dette kan du få hjælp til ved at kontakte kundecenter@seges.dk

    Vigtigt vedr. subadressering

    Mange mailudbydere understøtter subadressering som standard, så du kan benytte vejledningen øverst på denne side til evt. at underopdele de mails, du modtager ved at benytte + i mailadressen. Her er nogle eksempler, hvor subadressering er understøttet:

    • Gmail
    • Outlook.com / Hotmail / Live / Microsoft 365
    • iCloud Mail
    • Mange danske webhoteller - hvis du har eget domæne der benyttes til e-mail også

    Desværre findes der en del udbydere, der ikke understøtter subadressering. Det gælder f.eks.:

    • hvis der benyttes ældre mailservere
    • visse spamfiltre
    • hvis din mailudbyder har slået funktionen fra

    Hvis du oplever, at du ikke modtager mails fra SEGES Innovation på baggrund af, at din e-mailadresse er angivet som en subadresse, så skal du kontakte din mailudbyder for at få hjælp til korrekt opsætning - såfremt det er nødvendigt for dig, at have samme mailadresse tilknyttet til flere AgroID'er. Alternativt kan du blive nødsaget til at oprette dig en ekstra e-mailkonti. Eksempler på manglende mails kan f.eks. være, at du ikke modtager et link til nulstilling af kodeord, såfremt du har anmodet om at skifte kodeord. Her vil det som oftest skyldes, at din E-mailadresse på dit AgroID er registreret med et “+” i adressen, som ikke understøttes af din mailudbyder. 

    Vi kan desværre ikke hjælpe med opsætningen der gør, at din mailkonto understøtter subadressering - det er kun din mailudbyder, som er i stand til det.

     

    Er denne vejledning nyttig?