CHR - Forklaring på afgræsning og regler
Ved afgræsning må man flytte dyrene fysisk, men undlade registrering i CHR
Sidst opdateret:
Ved afgræsning må man flytte dyrene fysisk, men undlade at registrere flytningen i CHR.
Vi opfordrer dog til at have en liste hjemme hos sig selv, så man kan gøre rede for, hvilke dyr der er på afgræsning, hvis man får kontrolbesøg.
Skal dyrene gå på andre folde i løbet af sommeren, der ikke ligger i fysisk kontakt med stalden, skal der oprettes et CHR-nummer på arealet.
Kontakt CHR-kontoret for oprettelsen af et CHR-nummer.
Der er krav om, at alle steder hvor der permanent eller midlertidigt holdes dyr, skal registreres i CHR.
Det gælder også midlertidige opholdssteder, som f.eks. græsningsarealer, hvor dyrene kun befinder sig i en periode af året. Så hvis man i en periode af året har dyr gående på afgræsning på arealer, der ikke grænser op til CHR nummeret, hvor dyrene er på stald (= hjembesætningen), skal der oprettes en besætning af typen "sæson-afgræsning".
Ejeren kan ikke selv oprette disse besætninger, men kan kontakte Kundesupport, CHR, for at få oprettet en besætning kaldet "sæsonafgræsning". Flytninger af kvæg, får og geder mellem hjembesætningen og græsningsarealet skal ikke indberettes til CHR.
Derimod skal flytninger af heste til og fra græsningsarealer registreres i CHR, hvis hesten opholder sig på arealet i over 30 dage.
Ovenstående gælder hvis der kun går dyr fra besætninger med samme ejer på græsningsarealet. Hvis der derimod går dyr fra besætninger med flere forskellige ejere på samme græsningsareal er der tale om besætningstypen ”fællesgræs”. Fællesgræs oprettes også af CHR-afdelingen hos SEGES, men flytninger af kvæg, får og geder til og fra fællesgræs skal indberettes til CHR.